webdesign af webbureau onlineBRAND

spillertype

Fakta og Historie

Kammeratskab, fairplay og respekt

Noget af det, der gør rugby helt specielt, er de værdier, som gælder for sporten.
Respekt er altid vigtigt - også på rugbybanen. Når vi går til den på banen, så gør vi det for at have det sjovt og få brugt kroppen. Men vi spiller også rugby fordi man får mange gode venner, som man passer på - både på og udenfor banen.
Fairplay er ikke en uskreven regel i rugby - men faktisk en del af reglerne. Det er f.eks. kun kaptajnerne for de to hold, der må snakke til dommeren. Man må ikke trække tiden, tale grimt om de andre spillere eller på anden måde opføre sig usportsligt. Det bliver straffet af dommeren, enten med at det andet hold får bolden, der gives en advarsel eller der bliver dømt straffe. I rugby betyder et gult kort, at du skal forlade banen i en periode og på den måde bliver det en fordel for det andet hold.
Det kan godt kræve lidt selvdisicplin en gang imellem, men det betyder også, at spillet bliver meget sjovere at være med til.
Efter kampen har vi altid tid til at hygge og snakke sammen. Det er også god Rugby.
 

Vidste du det om rugby?

VM trofæet i Rugby hedder The Webb Ellis Cup, og er opkaldt efter William Webb Ellis som var elev på en kostskole i byen Rugby. Det siges at han var den første, der fandt på at løbe i mål med bolden i hænderne og på den måde var med til at skabe rugby-spillet. Det skulle have fundet sted i 1823.

Men inden da, ja helt tilbage til middelalderen, har der været spillet en lang række boldspil i Storbritannien, som alle har været med til at udvikle de forskellige sportsgrene, som vi kender i dag. Faktisk spillede de danske vikinger en form for holdsport, der i dag minder mest om irsk hurling.

Efter mange forsøg på at lave ens regler for boldsport, blev 11 kostskoler og klubber i 1863 enige om et regelsæt som da det blev vedtaget, betød et brud mellem rugby og fodbold  - mellem holdsport hvor man måtte bruge hænder - og ikke.
Siden har reglerne ændret sig meget og har også været med til at danne nye holdsporter som australsk og amerikansk fodbold.

Vi låner stadig mange ord fra engelsk, i dansk rugby. Man scorer f.eks. et "try" (eller et "forsøg") - og det er i sig selv lidt sjovt, at det kun hedder et forsøg nå man har scoret. Men det hører sammen med de gamle regler, hvor et "rigtigt" Try kun var fuldendt, når man havde sparket bolden mellem stængerne og over overliggeren bagefter. Et try er altså et forsøg på at få mulighed for at score. I dag får man flest point ved at score et forsøg og mulighed for at sparke over til 2 point mere.

Dansk Rugby Union og OL

Rugbysporten har altså sine rødder i det britiske kostskole miljø og derfra kommer traditionerne for fairplay, respekt og kammeratskab. Værdier som i sin tid var med til at inspirere Pierre de Coubertin, da han fik idéen til de moderne Olympiske lege. 15-mandsrugby var på OL programmet i 1900, 1908, 1920 og 1924. I 2009 blev rugby igen Olympisk sport og 7-mandsrugby vil nu være på programmet fra OL i 2016 i Rio de Janeiro. Der er sket rigtig meget siden da, men rugbysporten er stadig bygget på gensidig respekt overfor med- og modspillere og overfor dommerne.

I Danmark har der været spillet rugby siden 1930erne, hvor det mest var soldater og politibetjente, der dyrkede sporten. Under og efter anden verdenskrig var britiske soldater med til at udvikle sporten herhjemme og de fik hjælp af danske soldater og politifolk, der havde spillet i udlandet. Dansk Rugby Union blev stiftet i 1950 og i dag er der omkring 2500 aktive spillere i Danmark.